Transportministeriets departement søger økonomisk funderet studentermedhjælper til Center for Analyse, Klima og Luftfart

Er du studerende og har mod på at arbejde med nogle af de mest fremtrædende emner inden for transportområdet? Så er dette måske det rigtige studiejob for dig.

Som studentermedhjælper i Center for Analyse, Klima og Luftfart får du mulighed for at afprøve de færdigheder, du har tilegnet dig på studiet, og for at arbejde med samfundsrelevante problemstillinger inden for transportområdet. Du får et indgående kendskab til arbejdet i et dynamisk og politisk miljø, hvilket giver dig et godt afsæt til din fremtidige karriere.

Center for Analyse, Klima og Luftfart

Centeret består af 22 engagerede medarbejdere, heraf 5 studentermedhjælpere (inkl. dig). Vores arbejdsmiljø er uformelt og præget af hjælpsomhed og godt humør. Vi er et center, der er opdelt i henholdsvis analyse, klima og luftfart, men vi fungerer som et sammenhængende kontor. Derfor arbejder vi med både politik, økonomi og jura. Som studentermedhjælper vil dine arbejdsopgaver være rettet mod analyser, transportøkonomi og grøn omstilling.

Centeret er stort, og ansvarsområderne er mange. Arbejdet med analyser og transportøkonomi omfatter bl.a. samfundsøkonomiske analyser, transportforskning og udvikling af modeller til Klimastatus og -fremskrivning. Inden for den grønne omstilling af transportsektoren beskæftiger vi os med ladeinfrastruktur til elbiler og tung transport samt transportens miljø- og klimamæssige betydning.

Stillingen

Som studentermedhjælper vil du opleve et spændende arbejdsmiljø præget af ansvar for egne opgaver, men hvor du samtidig indgår i tæt samarbejde med sagsbehandlerne i kontoret – og særligt de øvrige studerende. Du vil komme til at bidrage til politikudvikling, transportøkonomiske analyser og -modeller samt øvrig ministerbetjening i forbindelse med den grønne omstilling af transportsektoren.

Baseret på høj faglighed udvikler Center for Analyse, Klima og Luftfart grundlaget for politiske beslutninger om bl.a. udrulning af ladeinfrastruktur og vejafgifter. Analyserne tager ofte udgangspunkt i vores samfundsøkonomiske metodegrundlag eller de beregningsmodeller, der er opbygget i centeret eller i styrelserne.

Vi tilbyder et job med en bred vifte af studierelevante opgaver, hvor der er gode muligheder for faglig udfordring og sparring samt for at gøre en forskel – både i dine konkrete arbejdsopgaver og for dine kolleger.

Arbejdsopgaverne er bl.a.:

  • Indsamling og behandling af information og data
  • Dataudtræk og beregninger på baggrund af bl.a. registerdata og transportvaneundersøgelsen
  • Understøtte sagsbehandlerne i analysearbejde ved f.eks. simple estimationer og udarbejdelse af figurer og tabeller
  • Understøtte sagsbehandlerne med beredskaber, faglige notater, præsentationer m.m.
  • Udarbejde besvarelser af borgerhenvendelser og henvendelser fra virksomheder og interessenter
  • Ad hoc-opgaver, som planlægning af møder og arrangementer.

Du får en professionel arbejdsplads med kompetente og hjælpsomme kolleger ved din side. Du vil dele kontor med andre studerende med forskellige fagligheder og erfaringsniveauer.

Som en del af din ansættelse tilbyder Transportministeriet et attraktivt onboardingforløb, hvor du får faglig oplæring, bliver introduceret til opgaver og præsenteret for huset.

Du vil blive tilbudt løbende kompetenceudvikling gennem interne og eksterne kurser, som du frit kan deltage i, når det er aftalt med din kontorchef.

Om dig

Vi forventer, at du:

  • læser en relevant uddannelse såsom på stud.polit., stud.scient.oecon. eller lignende og har minimum 1,5 år tilbage af din uddannelse
  • har lyst til at arbejde med data, transportøkonomi og analyser
  • har gode samarbejdsevner og tager selvstændigt ansvar for dine opgaver
  • evner at strukturere, prioritere og skabe overblik i dit arbejde
  • har mod på at arbejde med både længerevarende og ad hoc-opgaver, herunder også opgaver af praktisk karakter

Derudover vil det være en fordel, hvis du har kendskab til registerbaserede dataudtræk og programmering i f.eks. R.

I takt med din udvikling vil du få mere udfordrende opgaver og større individuelt ansvar.

Løn- og ansættelsesvilkår

Ansættelsen sker i henhold til organisationsaftalen mellem Finansministeriet og HK/STAT. Jobstart vil være snarest muligt efter aftale.

Din arbejdstid vil være ca. 15 timer om ugen.

Da det er vigtigt for os, at studiejobbet kan forenes med dit studie og dine eksamener, vil dine arbejdstider være fleksible og kan løbende tilpasses i forhold til dit studie.

Sådan søger du

Send din ansøgning med CV samt kopi af karakterudskrift fra din uddannelse og eventuelle bilag senest d. 30. april 2025.

Stillingen ønskes besat snarest muligt, og samtaler kan blive afholdt løbende.

Vil du vide mere om stillingen, er du meget velkommen til at kontakte kontorchef Camilla Riff Brems (crb@trm.dk) eller specialkonsulent Joen Petur Jacobsen (jpj@trm.dk). Departementets hovednummer er 4171 2700.

Transportministeriet ser mangfoldighed som en ressource og ønsker en medarbejdersammensætning, der afspejler det omgivende samfund. Departementet er medlem af Foreningen Lige Adgang.

Transportministeriets departement ligger på Slotsholmen i hjertet af København. Vi er ca. 170 medarbejdere fordelt på 17 kontorer, der alle arbejder for at skabe transportpolitiske forbedringer i det danske samfund. Vores arbejdsområder omfatter alt fra udbygning af metroen i København til modernisering af landets jernbaner, store motorvejsbyggerier, selvkørende biler, luftfart, cyklistforhold, trafiksikkerhed, samt transportens miljø- og klimapåvirkning.

Andre jobannoncer

This website uses cookies. Cookies make it easier for us to provide you with our services. With the usage of our services you permit us to use cookies   Learn more