Kurser og oplæg
Kommende frivilligekurser og temaoplæg
Kurser og online temaoplæg for frivillige
Deltag i vores frivilligkursus og få ny viden og redskaber, du kan tage med dig videre i dit arbejde som frivillig. Kurserne afholdes fysisk på tværs af landets regioner samt online. Der er indtil videre afviklet kurser på Sjælland og Fyn. Næste kursus afvikles i Jylland, som du kan læse mere om nedenfor. Vi har mulighed for at dække transportudgifterne, såfremt det koordineres med os på forhånd.
Derudover tilbyder vi online temaoplæg, der beskæftiger sig med varierende, relevante tematikker. Oplæggene supplerer de frivillige med viden og værktøjer i deres arbejde med personer med flugtbaggrund. Oplæggene har indtil videre omhandlet kulturforståelse, at arbejde med personer med traumer samt lovgivning omkring nyankomne ukrainere. Frivillige har mulighed for at komme med forslag til tematikker, der kan være særligt relevante til kommende oplæg.
Online temaoplæg om livet i eksil
Torsdag 27. april 18.30-20.00 på Teams
Når flygtninge i Danmark får deres opholdstilladelse overgår ansvaret for deres integration mv. til kommunerne. Det gælder både de spontane asylansøgere og de ukrainere, der får ophold efter særloven. De bliver omfattet af integrationsloven og får tilbudt program med danskundervisning, beskæftigelsesindsatser mv.
Temaoplægget vil omhandle:
– Rammerne i Integrationsloven
– De forskellige opholdstilladelsers indflydelse på konditioner for opholdet i Danmark
– Mulighed for permanent ophold og statsborgerskab
– Livet i eksil: stress, midlertidighed, kulturelle udfordringer, sundhed, økonomi mv.
Oplægsholder: Mette Blauenfeldt, Dansk Flygtninge Hjælp
Tilmeldingsfrist senest onsdag d 26.4.23
Teams link sendes ud onsdag d. 26.4.23
Har du spørgsmål eller kommentarer skriv gerne til Sofie på ss@ligeadgang.dk eller projektleder Sara på stv@ligeadgang.dk
Supervision for frivillige
Der vil i de kommende måneder blive udbudt en række begrænset antal supervisionssessioner for frivillige. Siden her vil løbende blive opdateret med datoer og tilmeldingslinks.
Om supervisionen:
Supervision betyder ”oversyn” og er et struktureret og metodisk reflektionsrum, hvor man får mulighed for at sparre med de øvrige deltagere. Supervisionen tager afsæt i konkrete udfordringer, og fokus er på det helhedsorienterede, anerkendende og udviklende perspektiv.
Supervisionen vil forestås af Ala Elczewska, der er autoriseret og erfaren psykolog og supervisor. Ala har mangeårig erfaring med klinisk behandling af traumatiserede flygtninge samt mangeårig erfaring med supervision af mennesker, der arbejder med praksisnært relations arbejde. Hun har speciale i psykotraumatologi, og har i sit arbejdsliv særligt haft fokus på traumebehandling, psykoterapi, børne- og familieterapi, samarbejde med sociale myndigheder samt supervision.
Hvis du, eller I som samlet enhed, er interesseret i at modtage supervision, så tag gerne kontakt til enten Sofie på ss@ligeadgang eller Sara på stv@ligeadgang.dk, så taler vi om muligheden.
Det siger deltagerne om vores kurser
Meget inspirerende oplægsholder. Godt med små diskussioner undervejs.
God instruktør. Forløb godt planlagt. Mere gruppearbejde.
Alting fungerede fint, dejligt mødelokale, superskarpe foredragsholdere, mange spørgsmål blev stillet og mange svar givet i en konstruktiv debatform. Jeg føler mig meget bedre rustet til fremover at arbejde med de ukrainske flygtninge i Greve kommune. Tak herfra.
Det var så rart at tale med andre der brænder for at hjælpe ukrainerne. Stor ros til de to facilitatorer for at styre os godt igennem og for at fornemme, at der var behov for erfaringsudveksling. Det gav så meget mening at have en fra kommunens side med i snakken. Tak!
Forståeligt og grundigt gennemgået i en god og behagelig atmosfære. Fantastisk forarbejde og så mange henvisninger til inspiration og hjælpematerialer. Imponerende mulighed for hjælp, støtte og inspiration til så mange situationer. Et meget lærerigt og praktisk brugbart kursus.
God ramme, gode undervisere, gode diskussioner, god stemning!