Historie

Bedre og mere lige mulighed for beskæftigelse og uddannelse i Danmark

Det er egentlig meget enkelt: Foreningen Lige Adgang vil skabe adgang til uddannelse, job og fællesskaber for alle i Danmark. Vi mener, at alle, der kan, skal have mulighed for at bidrage på det danske arbejdsmarked. Vi ser mangfoldighed som en ressource, der kan skabe værdi for den enkelte virksomhed og samfundet som hele.

Det hele startede tilbage i 1998, hvor vores medlemsorganisation blev stiftet under navnet Foreningen til integration af nydanskere på arbejdsmarkedet, i daglig tale Foreningen Nydansker. Initiativtagerne var en række ildsjæle fra det danske erhvervsliv, der oplevede rekrutteringsudfordringer, samtidig med at en stor gruppe af personer med minoritetsetnisk baggrund stod uden for arbejdsmarkedet. Foreningen Nydansker blev derfor skabt for at bygge bro mellem disse to parter, og for at skabe et mere inkluderende og mangfoldigt arbejdsmarked. Vi har lige siden arbejdet med at bygge bro fra ledighed til job og uddannelse.

I dag er vi stadig brobyggere, og erhvervslivet er fortsat vores primære samarbejdspartnere. Det tætte samarbejde med vores medlemsvirksomheder og erhvervslivet igennem mere end 20 år har givet os en særlig indsigt i arbejdsmarkedet. Den viden og erfaring har stor værdi i vores indsats for at øge mangfoldigheden på arbejdsmarkedet.

Meget er dog sket siden foreningens oprettelse, samfundet har ændret sig, og det samme har vi. I 2022 fik vi vores nye navn Foreningen Lige Adgang. Vi mente, at tiden var løbet fra begrebet ‘nydansker’, og samtidig var gruppen af personer, vi gerne ville hjælpe ind på arbejdsmarkedet, vokset og blevet mere mangfoldig. I dag handler mangfoldighed, for os, om mere og andet end etnicitet. Selvom vi nu hedder noget andet, er vores grundlæggende formål dog stadig det samme.

I samarbejde med virksomheder, offentlige institutioner, civilsamfundsorganisationer, private fonde og frivillige, sætter vi fokus på værdien i mangfoldighed. På den måde omsætter vi ønsket om et inkluderende arbejdsmarked og uddannelsessystem til aktive indsatser, der udfordrer og gentænker den måde, vi i dag tænker opkvalificering, rekruttering og inklusion i fællesskabet på arbejdsmarkedet på.

Vores samarbejder imødekommer forskellighed og giver plads til nytænkning. Vi tror nemlig på, at mennesker gerne vil rumme og hjælpe hinanden. Derfor er flere af vores indsatser båret af frivillighed, og vores unikke netværk af mentorer gør hver dag en positiv forskel for andre. Social ansvarlighed og et åbent og inkluderende arbejdsmarked er drivkraften i vores arbejde, og med dette udgangspunkt skaber vi værdi for morgendagens samfund.

This website uses cookies. Cookies make it easier for us to provide you with our services. With the usage of our services you permit us to use cookies   Learn more